Boston 1998
I september 1998 skulle jeg og en god ven og kollega en tur til Boston-området i forretningsøjemed. Efter ankomst på hotellet følte vi os dog ikke mere påvirket af jet-lag end at vi absolut skulle ind til byen for at få os et aftensmåltid. Hotelreceptionisten anbefalede os at tage ind på Quincy market, da der der ligger en del udmærkede restauranter. Vi fik fundet os en togstation og tog turen på 20 minutter ind til centrum.
Gåturen fra togstationen ind til Quincy market bragte os fra den sydlige udkant af centrum (helt præcist togstationen South Central) ind til selve centrum, hvor vi undervejs kom gennem forretningskvarterene i Boston. Denne søndag aften var der dog ikke alverdens aktivitet i byen, men man fik dog indtrykket af at vi nu var i en rigtig amerikansk storby.
Til trods for at vi overhovedet ikke havde haft tid til at orientere os i byen og famlede os rundt efter et turist-kort fra hotellet var vi dog ikke i tvivl om, at vi pludselig stod overfor en seværdighed.
Bygningen vi var stødt på var Old State House, som stod stateligt midt mellem de moderne højhuse og holdt traditionerne i hævd. Jeg måtte lige prøve at få et aftenbillede af denne smukt oplyste bygning.
Det blev desværre ikke den den store fototur den aften. Vi fandt Quincy market kun 5 min. gang fra Old State House og fandt her en udemærket Mexicansk restaurant. Men jet-lagget gjorde, at vi alligevel valgte at tage tilbage til hotellet (med Taxi). Lidt søvn skulle der indhentes inden næste dags arbejde. Desuden virkede byen ærligt talt lidt død sådan en søndag aften i slutningen af september.
De næste 2 dage gik med arbejde, og vi fik ikke set noget til selve Boston. På turen fra hotellet til arbejde fik vi dog set lidt af det berømte New England. Og jeg må sige at der er virkeligt flot der i starten af efteråret, skulle jeg få mulighed for at komme der igen på den tid af året ville jeg absolut gerne prøve at komme lidt ud på landet for at se mere af New Englands berømte natur.
Nå, men efter 2 dages arbejde havde vi faktisk allerede fået udført det arbejde vi var kommet for. Det blev fejret med en tur med en af vores amerikanske kolleger til området omkring Massachusets Institute of Technology (MIT), hvor han havde studeret, og kendte alle de gode steder. Her prøvede vi det seneste hit i USA: Microbreweries. Små barer med eget bryghus. Det kan anbefales! Sjældent har jeg fået så godt øl, og det i USA, som ellers er kendt for sit meget tynde øl. Det, sammen med de portions-størrelser amerikanerne har på deres mad, lagde bunden for en god gang pool i en af de andre barer i området, som i øvrigt solgte den anden bars hjemmebryggede øl.
Næste dag fik vi spist morgenmad og pakket forholdsvis tidligt. Vi ville ind og se lidt til byen. Vi havde via informationsmateriale fra hotellet fundet ud af, at der var en udstilling i Bostons World Trade Center om Titanic. Dette havde vi sat os for at se som start og så derefter se på selve byen, når den lidt senere på dagen var kommet rigtig i gang.
Udstillingen var meget interessant og viste bl.a.. forskellige objekter bragt op fra Titanic, heriblandt en godt 10x10 meter del af siden på skibet. Jeg indrømmer blankt at jeg, trods forbud, satte hånden på skibssiden. Så nu kan jeg prale med at jeg har rørt Titanic!
Andre ting som bestik, tøj og lamper fik vi også at se. Utroligt at tænke sig at disse ting havde været med om bord på det sagnomspundne skib. Desværre var det forbudt at fotografere, så du må nøjes med en enkelt indscanning fra en reklamefolder.
Efter denne udstilling slæbte vi os selv og vores bagage ind til centrum. Vi vandrede gennem Chinatown, som nok må siges at være Bostons Istedgade: Porno- og sexbutikkerne lå med jævne mellemrum. Vi skyndte os videre, for vi havde sat os for at se The Bull and Finch Pub, nok bedre kendt som "Sams bar". Dette var den ultimative seværdighed for os kæmpefans af denne serie. På vejen fra Chinatown kom vi gennem den nydelige park Boston Common, inden vi endelig kom til krydset mellem Beacon Street og Brimmer Street.
Helt præcist på adressen 84 Beacon Street finder vi "Sams Bar". Jeg får mig placeret således at jeg kan få et billede nøjagtigt derfra hvor introen til serien bliver filmet. Jeg håber du kan kende motivet...
Stor er vores nysgerrighed naturligvis, nu vi stor over få så stor en seværdighed. Vi må naturligvis ned for at se nærmere på faciliteterne, og måske lige sige hej til playboyen Sam, servitricen Carla med de bidende, rappe bemærkninger, den fallerede revisor Norm, det utålelige, alvidende postbud Cliff, det kloge hoved Frasier, og hvem der nu ellers måtte sidde dernede. Utroligt nok har serien også totalt efterlignet nedgangen til baren:
Vi vover os indenfor i baren, og stor er vores undren, da baren overhovedet ikke er indrettet som den i TV-serien! Stilen er den samme, men rummet er indrettet helt anderledes, og er noget mindre end jeg havde forestillet mig. Og ingen af de fra serien så kendte personager er at finde derinde! Derimod er der en venlig servitrice i indgangen som viser os vejen til baglokalet, hvor der er ledige borde. Baglokalet, som vi også kender fra serien, er placeret et helt andet sted, og gangen dertil indeholder en merchandise-butik. Vi får tiltusket os et bord og bestiller en stor burger med tilhørende stor øl. Det må man lade dem: Mad kan de i hvert fald lave! Faktisk er det så godt at vi bestiller en stor gang is som dessert. I det hele taget er Bull and Finch Pub et sted der kan anbefales. Nok er der mange turister, men der er skam stemning i lokalerne, specielt hvis der er baseball i TV, som der var da vi sad på baren.
Det ender med at vi må forlade etablissementet: Vi skal jo se mere af byen. Vores kort viser den såkaldte Freedom Trail; en rute som fører dig forbi de største seværdigheder i Boston. Idet vi træder ud af baren, står vi faktisk på den (den er markeret som en rød linie på fortovet), og vælger at følge den.
Den første seværdighed vi render over på vores tur ad Freedom Trail er State House på Beacon Street. En stor bygning med en enorm stor gylden kuppel på toppen. Men vi haster videre...
Vi følger Beacon Street østpå ind mod centrum og finder her Bostons ældste kirke: King's Chapel. Kirken var meget svær at fotografere så man kan se hvad det er, så i stedet gik vi ind på den nærliggende kirkegård (ja, en kirkegård i centrum af byen) .
På King's Chapels kirkegård finder vi gravene for nogle af det moderne amerikas første indbyggere: De engelske indvandrere. Utroligt at tænke sig, at bag navnene på disse stene gemmer der sig personer som i begyndelsen af det 17de århundrede har taget den lange vej med sejlskib til en ny og ukendt verden. Får du mulighed for det, så prøv at læse indskrifterne på disse stene: Hvilke skæbner...
Ikke langt fra Kings Chapel kommer vi igen forbi Old State House. Jeg må lige have et billede af denne bygning i dagslys, for netop på dette tidspunkt kommer kontrasten mellem den gamle bygning og det moderne Boston meget skarpt frem - den grå beton og de røde mursten:
Men turen langs Freedom Trail bragte os videre frem igennem Boston. Endnu en gang havnede vi på Quincy market. Både i dagslys og om aftenen er denne plads tydeligvis centrum af Boston.
Desværre kan man på så lille et billede ikke vise hele pladsen som indeholder en masse fortovscafeer, restauranter, småbutikker og gadehandlere. Men jeg vil mene, at man ikke har været i Boston før man har været på denne plads.
Vi fortsætter ad ruten og kommer bl.a. forbi mindeparken for Europas holocaustofre under 2. verdenskrig. Denne mindepark ligger lige ved den gamle bydel i Boston. Der kan man virkelig finde noget af de vi europæer ellers er så stolte af at have som amerikanerne ikke har så meget af: Historie. Gå en tur gennem gyderne og forestil dig at de første europæiske amerikanere har gået rundt blandt disse bygninger...
Lige så stille begynder vi at bevæge og nordpå, væk fra centrum, hvor vi tidligere har bevæget os vestpå mod centrum. Efter at have krydset under en freeway begynder vi at kommer ind i de gamle indvandrerkvarterer, mere præcist Little Italy. Her finder vi Bostons ældste hus, Paul Revere House fra 16-nogen-og-70 (vistnok). Her er også et museum, som vi desværre ikke mente at have tid til at se på.
Så begynder vi at gå ind i Little Italy. Her finder man et charmerende kvarter med et utal af Italienske restauranter, vaskerier, købmandsbutikker og italienske navne og reklameskilte overalt.
Her forventer man næsten at rende på restaurantejeren og tjeneren fra Lady og Vagabonden hvert øjeblik man går forbi en restaurant, så amerikansk-italiensk er det. Turen ad Freedom Trail bringer os lidt rundt i kvarteret.
Herefter begynder det at gå stejlt opad og vi ender på toppen af Copp's Hill, hvor vi finder endnu en kirkegård med gravsten stående over Bostons første europæiske indvandrere. Derudover er der faktisk en ganske glimrende udsigt ud over Boston havn herfra.
Godtnok er turen ad Freedom Trail lidt længere endnu, men så skal vi til at krydse Charles River over en bro, og vi er ærligt talt ved at være trætte af at slæbe rundt på vores bagage og er lidt flade i fødderne. Og så har vi ikke engang set alt der er at se på Freedom Trail: Vi startede praktisk taget midt på den, da vi trådte ud af Sams bar!
Vi bliver nødt til at tænke på at komme tilbage mod centrum, da det er ved at være ved den tid hvor vi skal tænke på at finde en taxi til lufthavnen. Jeg får mig dog slæbt op af trapperne ved City Hall og taget et billede ud over Boston centrum. Quincy Market og den gamle bydel ligger lige fremfor.
Vi vandrer lidt rundt i byen igen, for lige at få det sidste blik af Boston. En by som bestemt kan anbefales at besøge, især pga. at der er så meget historie i byen. Og så vil jeg bestemt også anbefale at finde et kort med Freedom Trail tegnet ind på: Det giver én mulighed for at få 'konsumeret' så mange af byens seværdigheder som muligt på så kort tid som muligt. Men skal man se det hele, bør man nok afsætte mindst 1-2 dage, specielt hvis man insisterer på at se alt til mindste detalje og ikke går ind på div. museer.
Lad mig slutte af med et billede fra Tremont Street, med Park Street Church i centrum og Boston Common ind til venstre; dette var det sidste vi så af Boston, inden vi sprang i en Taxi mod lufthavnen, Logan International Airport:
