Gambia 2001 (2/3)
På turen hjem til Tendaba camp kom vi forbi en af de mere veletablerede skoler. Faktisk hørte skolen til Tendaba landsbyen og blev kørt med bistand fra forskellige hjælpeorganisationer. Igen sang eleverne for os (bla. nationalsangen). De andre elever kunne ikke lade være med at kigge ind og til sidst måtte læreren for den klasse vi besøgte smide de 'overskydende' elever ud. Men de var alle så søde.
Det skal siges at det koster ca. 15 kroner at have sit barn i skole, om året. Dertil kommer udgifter til skoleuniform og bøger. Alt i alt beløber det sig til ca. 150 kr/året. Eftersom mange familier har mellem 4-8 børn bliver det til et pænt beløb for en fattig jordnødde-bonde og har har typisk ikke alle sine børn i skole eller også er der nogle få af dem der får lov til at komme i skole i 7-8 år. Nogle får måske kun 4 år i skole og så er det slut...
Vi kom helskindet hjem fra Tendaba og lejede en af de næste dage et par cykler og cyklede ned af kysten for at se på nogle af de andre turistbyer og landskabet i almindelighed. Her er stranden i Kololi. Vi blev aldrig på stranden mere end 10 minutter fordi alt for mange lokale vill lave forretninger med dig. Det blev lidt irriterende og ingen af os er stranddyr, så det blev et kort bekendskab.
En anden af indbyggerne i Gambia: Den grønne abe (Vervet monkey). Den ser da rent faktisk ud til at have grønt hår, ikke? Egentligt var de vilde, men var så vant til mennersker at man kunne kalde på dem ("Monkeyboy") og de ville så kravle ned til dig fra palmetoppene. Men kun hvis du havde en pose jordnødder i hånden, ellers var de ikke interesserede i at gøre dig med selskab.
Et billede gennem den lille skov i Koto hvor vi så aberne. Skoven ligger lige ved kysten så på dette billede kan du både se skov, kyst og hav. Ud over de grønne aber så vi også røde aber, næsehornsfugle, firben og et utal af andre krybdyr. For slet ikke at snakke om det sædvanlige store udvalg af fugle i almindelighed.
Dagen efter at vi havde kørt rundt på cykler tog vi ind til hovedstaden Banjul. På billedet ses Arch 22 som nok må siges at være kendetegnet for byen og noget af de første man møder når man kører dertil. Arch 22 er rejst til minde om det seneste millitærkup.
Udsigt over Banjul fra Arch 22. Her ses forbavsende mange "rigtige" huse. Desværre var de ofte i en sørgelig tilstand. For størstedelen af alle Gambias byers vedkommende så bestod de af blikskure eller lerhytter. Det siger også en del at 99% af al mad i Gambia stadig laves over åben ild.
Markedet i Banjul. Som det ses kunne du her købe bla. grøntsager, men der var også mulighed for at købe alt muligt andet som f.eks. tøj, elektronik og bildele. Om det var brugt eller nyt var ikke relevant for hverken køber eller sælger.
Gede-, får- og kvægmarkedet i Abuko: Det største i Gambia.
En af de større gader i Gambia's største by Serekunda. Det var ikke vejbelægningen der ødelagde budgettet. Generelt var det kun de største hovedveje der var asfalterede og det ikke altid i en kvalitet som vi kender herhjemme. Gambianerne selv har ikke kundskaberne til at lave veje så ofte var det entrepenører fra Senegal som tog sig af det arbejde.