Valley of Fire 2004

I februar 2004 var Egle og jeg på en noget forsinket bryllupsrejse til Californien og vi kom vidt omkring i Californien, en smule i Nevada fik en enkelt parkering i Arizona. Et af højdepunkterne (for mig) på turen var da vi kørte op til Valley of Fire (Ilddalen) en lille times kørsel nord for Las Vegas. Det er en relativt lille statspark som man snildt kan overkomme at se det hele af på en enkelt dag men som man sagtens også kan bruge flere dage på hvis man tager vandrestøvlerne på og tager på større gåture udenfor stierne og vejene. Vi havde kun en enkelt dag her og vejret var - til trods for at vi befinder os i ørkenen - regnfuldt, så specielt om formiddagen var vi ikke så eventyrlystne.

Det er ikke muligt at købe sig til overnatning i parken, men hvis man medbringer telt eller campingvogn så er der masser af muligheder for at overnatte på teltpladser i parken. Det kunne være sjovt at prøve at overnatte herude og se både solned- og opgangen herude blandt de røde sandsten.

Nå, men nu til et kig på hvad der findes i Valley of Fire: Vi kørte ned i selve dalen og det første vi så var en fantastisk sandstensformation kaldet The Beehives ("bikuberne"). Med lidt god vilje kan man godt forstå hvorfor. Allerede har var min begejstring ved at flyde over - og det endda til trods for vejret.

Når man kom tæt på så kunne man pludselig se at stenene var eroderet overalt og der var små "folder" og gemmer overalt. Nu var vejret ikke for godt på dette tidspunkt og det er jeg ret glad for, for tænk hvilke slanger og skorpioner som på en noget varmere dag ville være aldeles friske og ikke bange for at komme ud af deres skjul.

Vores næste stop blev ved en af campingpladserne i dalen. Det fungerer sådan at man bare stopper op ved indgangen, putter $5 i en konvolut og river en flig af med et nummer, skriver sin nummerplade på konvolutten og putter konvolutten i en postkasse. Parkvagterne tømmer så postkassen i løbet af dagen og således ved de hvor mange vogne der er i parken (indgangsprisen afhænger af om man overnatter eller ej og hvor mange nætter man overnatter).   

På den måde er man lidt mere tryg eftersom parkvagterne kører rundt og holder øje med om alt er ok og kan hjælpe i tilfælde af uheld (f.eks. slangebid og andre uheldigheder).

Campingpladsen ovenover ligger for øvrigt lige ved The Arch ("buen") som er lidt af et geologisk mesterværk: 

Skulle nogen være fan af sangerinden Sheryl Crow så kan de måske nikke genkendende til stedet, for det er her hun står og synger i videoen til "The First Cut".

Nå, men vi må ind i bilen igen, for det regner stadig så meget at regnjakker er påkrævet. Det kunne ellers have været sjovt at kravle op og kigge nærmere på buen, men vi vælger at køre til Atlatl rock som er en fritstående kæmpe klippe (vel nærmest en stor "sten"). 

Ikke bare er det en stor fritstående sten, men den har faktisk også påtegnet nogle såkaldte petroglypher som er lidt kunst bedrevet af dalens originale indbyggere for nogle tusinde år siden. Men ved ikke hvad de betyder, men man kan da som ikke-fagmand genkende både mennesker og dyr. Andre ligner blot tegn som vi ikke forstår - men som kunne være meget spændende at få tydet.

For lige at vise at det er en fritstående sten så bemærk ovenover at der ligesom er et mellemrum mellem to klipper - det er ikke mere end 10-15 cm. men nok til at de ikke hænger sammen. Billedet her nedenunder viser stenen. Den er flad til stillads-siden og buer op over stilladset. Soklen den står på er ikke ret stor. Den burde faktisk vælte i blæst, men hverken blæsten eller vi kunne vælte den - selvom vi prøvede. I øvrigt fører stilladset op til peteroglypherne.

Vores videre færd førte os forbi The Seven Sisters (de syv søstre) som er syv fritstående sandstenssøjler som der nok så smart er anlagt en vej lige ved. Så vi parkerede og tog de obligatoriske fotos. Kameraet kunne ikke rumme alle syv på én gang, så her de fire af dem. Det er lidt mærkeligt at se sådan nogen stritte op midt i det flade landskab...

Nu begyndte vejret at klare lidt op og vi kunne pludselig se ørkenen blive lyst op. Hvor vi tidligere havde vundet lidt klarere farver ved at den røde sandsten var våd så fik vi den store gevinst da solen kom frem. Ved "søstrene" tog jeg en billede ud over landskabet:

Vi fortsatte frem ad vejen og søgte ivrigt efter "The Elephant Rock" (elefantklippen). Vi kunne ikke se dem. Men vi parkerede pænt ved parkeringspladsen som lå ved den og fulgte den anviste sti. Det viste sig at "elefanten" stod lige ved vejen og at vi simpelthen ikke havde kunnet se skoven for bare træer: 

Man er da ikke lige sådan i tvivl om, hvorfor denne klippe har fået dette navn, vel? Det liger da grangiveligt en elefant set fra siden, ikke? 

Vi kan også lige tage den forfra. Efter behørigt at have klappet elefanten på snabelen trådte jeg et par skridt tilbage og tog et billede:

Bemærk det bare ørkenlandskab og vejen som fører igennem det. Hvor mærkeligt det end lyder så fandt vi det utroligt spændende - for hvor i Danmark finder man lige sådan et landskab og sådan en økologi?

Længere fremme ad vejen viste et skilt ind til "The Cabins" (hytterne). Det viste sig at være nogle gamle sten-hytter som blev brugt af de ganske få turister som vovede sig ind i området i 30'erne.

Området omkring hytterne var meget spændende og da vi var kommet lige efter at det havde regnet et par dage var der små søer og vandfald i området. Vejret var jo blevet fint så vi brugte det meste af en time til at udforske området og klatre i klipperne.

Regnskyerne som var på vej væk, blandet ved solen og de røde klipper viste sig pludselig at give et ret så dramatisk billede, som jeg selv synes ser ret godt ud:

Efter en del klatren rundt fortsatte vi med at køre tilbage ad den vej vi var kommet fra: En del af parken havde været afspærret pga. regn og nu da det var klaret op ville vi se om der var blevet åbnet. Og minsanten om ikke det var! Det var specielt området ved navn Petroglyph Valley om vi fandt interessant - en vandring ind ad en lille dal med petroglypher på klippevæggene. Facinerende, ikke?

Vi blev sandelig da heller ikke skuffede, for efter ganske få meters vandring ind gennem den lille kløft fandt vi de første gamle indianer-tegninger. Egle står her og peger på dem (de er lidt svære at se på billedet).

Men vi sjoskede lystigt ind i kløften. Jeg tog den sikre vej langs den lille å som løb derinde, mens Egle selvfølgelig skulle klatre rundt og give mig dårlige nerver: Af mange steder så var det ikke lige her jeg helst så nogen af os komme til skade (hvor nydeligt og idyllisk landskabet end så ud):

Kan du skimte Egle på toppen af klippen i midten? Hendes blå jakke falder godt i med den efterhånden klare blå himmel.

Vi fandt petroglypher flere steder i kløften, typisk aftegnet på de røde sten hvor de havde sorte partier. Her kan man vist godt se nogle (3) hjorte, ikke? Tidsmæssigt falder tegningern vist sammen med helleristningerne her i landet.

Så var der ikke så forfærdeligt meget af parken tilbage som vi ikke havde kørt i, men tilbage var der da lige "Rainbow Vista" (regnbue udkigspunktet). Og her fik man sandelig set alle de farver som man overhovedet kan forestille sig findes i en ørken. Vi fandt en træpæl til kameraet og tog et billede af os foran det flotte sceneri:

Her var både grønne, røde, blå, hvide og grå farver i klipperne. Blandet med den sarte grønne farve fra den spæde vegetation blev det et fantastisk syn!

Se bare denne her klippe. Hvordan pokker har de amerikanere formået at lave en klippe med ikke mindre end tre forskellige farver indlagt? Hvad de dog ikke finder på for turisterne...

Slutteligt endte vi for enden af en vej ved en campingplads. Her var der flere gode vandrestier, men vi var efterhånden trætte og vi havde en længere køretur foran os eftersom vi skulle tilbage til Los Angeles samme aften. Så det blev til et hurtigt kig på nogle fantastiske klipper:

Se lige de flotte farver og de bløde former! I øvrigt så et billedet taget midt i en gammel faldefærdig filmkulisse til filmen "The Professionals" med bla. Burt Lancaster og Lee Marvin. Kulissen bestod engang af en stenhytte, men nu var den faldet helt sammen.

Det var så slut på "Valley of Fire" - en fantastisk oplevelse som jeg bestemt kan anbefale at besøge, hvis man nu alligevel er i Las Vegas området. For Las Vegas er jo frygtelig kedelig i dagtimerne, så dem må man tilbringe andre steder - f.eks. i Valley of Fire...